Jeg voksede op på en lille ø i vestjylland, trygt og godt. Flyttede et par gange, men aldrig udenfor de trygge rammer der var i en lille landsby. Livet lå for mine fødder....
Da min mor fandt en kæreste på Sjælland, blev det besluttet at jeg skulle gå på efterskole i en - dengang - ukendt by ved navn Haslev. Og tiden kom hvor jeg pakkede alle min ting ned, mor startede sin sart-turkis Toyota Corolla og kørte mig afsted til Sjælland. Kæft, hvor var jeg bange, bange for at skulle forlade det hele - alene. Sjælland var for mig et helt ukendt land, det var stort og moderne. Og pludselig kunne jeg ikke længere hvile i trygheden fra en landsby, hvor tiden ind imellem stod stille og hvor alle vidste hvem jeg var og omvendt... Og nu skulle jeg ovenikøbet stå helt på egne ben, jeg var bare mig.
Da min mor fandt en kæreste på Sjælland, blev det besluttet at jeg skulle gå på efterskole i en - dengang - ukendt by ved navn Haslev. Og tiden kom hvor jeg pakkede alle min ting ned, mor startede sin sart-turkis Toyota Corolla og kørte mig afsted til Sjælland. Kæft, hvor var jeg bange, bange for at skulle forlade det hele - alene. Sjælland var for mig et helt ukendt land, det var stort og moderne. Og pludselig kunne jeg ikke længere hvile i trygheden fra en landsby, hvor tiden ind imellem stod stille og hvor alle vidste hvem jeg var og omvendt... Og nu skulle jeg ovenikøbet stå helt på egne ben, jeg var bare mig.
Da jeg ankom til Haslev var mit første indtryk at det var en enorm by. Her kendte jeg ikke alle gadenavne, vidste ikke hvem der boede i husene. Det var en kæmpe omvæltning for mig. De andre unge på skolen var så smarte, kloge og voksne. Jeg følte mig vitterligt som den uvidende og kiksede jyde. Samtidig oplevede jeg også at tiden pludselig fløj afsted, der skete noget hele tiden. Ikke på grund af aktiviteterne på skolen, men der var hele tiden liv, lys og larm omkring mig. Stilheden fra Jylland var ikke-eksisterende. Og vi taler stadig om den lille bondeby til Haslev (som jeg sidenhen har vurderet til ikke at minde om en storby at all).
Siden da har jeg rundet Fakse, Næstved, Køge og Roskilde... Men altid svoret at jeg aldrig skulle bo i så stor en by som København. Jeg er jo bare en lille naiv jyde som vil blive trampet ned inde i den pulserende storby.
Men se nu, jeg bor i midten af Danmarks hovedstad. Ovenikøbet i en af de mest berygtede bydele - her er ALTID liv. Aldrig ro... Da jeg begyndte at drømme om at bo her, var det hele meget uvirkeligt, kunne næsten ikke forestille mig hvordan det ville være. I mine tanker blev det nærmest til et glansbillede. Og jeg sagde til mig selv at det var i storbyen at jeg ville finde min vej gennem livet.
Men sådan er det bare slet ikke. Nu er det hele meget virkeligt og alt for normalt.
Jeg er blevet voksen - selvom at jeg egentlig ikke føler mig det. Indeni er jeg stadig den lille pige der sidder på bagsædet af mors bil og nynner med på sangene fra radioen. Hende, som naivt tror at verden er pakket ind i lyserødt folie. Og hende glemmer jeg nogle gange, hendes 'uvidende' sind og evne til at leve i nuet. Istedet for, er jeg hele tiden på vej mod et bedre sted, en lykkeligere tilstand, en søgen efter..... ja hvad?!
Jeg kan jo skabe de samme trygge rammer med det jeg har her. Det er bare et spørgsmål om at se verden fra en lidt anden vinkel. Jeg er jo forelsket i Nørrebro. Dens charme og dens mangfoldighed. Her findes også tryghed, bare i en lidt anden indpakning end den fra landsbyens ro. Og det må jeg minde mig selv om fra tid til anden - især når jeg uden advarsel hives tilbage til gamle minder, dufte og barndommens glæde.
Og ikke mindst - af en eller anden mærkelig årsag så ligger verdenen stadig for mine fødder. Når den en dag ikke længere gør det, vil jeg indse at det hele startede med et kys.
Og ikke mindst - af en eller anden mærkelig årsag så ligger verdenen stadig for mine fødder. Når den en dag ikke længere gør det, vil jeg indse at det hele startede med et kys.
