Bezzerwezzer.. Når man for testet sin evner til at ligne og lyde som en der ved noget, når man i virkeligheden synes svaret er så ligetil som en redegørelse for superstrengsteorien. Spørgsmålet rejser sig igen og igen gennem en hel aften, der minder om et powerpoint show til en it-konference over ens kunnen. Skal jeg eller skal jeg ikke lade det skinne igennem at min viden er begrænset til top boybands, hunderacer og hestens 5 gangarter? For mig har problemet altid været at min hukommelse er som et stortmasket net, hvor stortset alt falder igennem, og kun rester af historiske fakta og fysiske begreber klister til nettet og man derfor gang på gang finder sig selv med bøjet hoved mumlende, "det er noget med noget....". Så for at få en smule oprejsning udbryder man "Jeg vidste det!", hver gang man har muligheden. Som om nogle hopper på den! Undskyldingerne hober sig op, Jeg har snot i næsen... jeg kan ikke tænke når i snakker/tisser/drikker/piller næse/ prutter/ryger/etc.. Jeg var udsendt på en hemmelig mission lige på det tidspunkt... Mammut.. eller andre gode, tidssvarende og fuldstændigt gyldige forklaringer på ens utilstrækkelighed. Af en eller anden mærkelig grund lager ens hjerne kun viden man stortset aldrig for brug for og det tager os selvfølgelig igen tilbage til boybands og gangarter. Usandsynlig mange år på diverse videregående uddannelser er blevet erstattet med x-faktor trivia og paratviden i Beverly hills 90210 (tror det bliver svart at spørge mig om noget i den kategori jeg ikke ved). Måske en dag for man brug for det, jeg ved det ikke. Men af en eller anden grund er det viden der bliver og erstatter den ubrugelige viden om superstrengs teorier, Stephen Hawking og politik gennem tiderne. Who needs it anyway?